TIDLIGERE WORKSHOPS M.M.
JACOB PHILIP ANDERSEN - KOREOGRAF OG MUSICALPERFORMER
Workshop: Jazz- og balletteknik
Er afholdt i sæson 23/24
Jacob er uddannet musicalperformer fra Den Danske Scenekunstskole i 2013 og har medvirket i flere store musicals på både Aarhus Teater og Fredericia Teater. I 2017 fik Jacob sin debut som koreograf på Palsgaard Sommerspil og har siden da koreograferet et væld af musicals i Jylland. Jacob lægger vægt på at undervise med masser af glæde, humor og grin samt at holde fokus på teknik og hjælpe folk til at blive stærkere og bedre dansere.
I sæson 23/24 kommer Jacob til Aarhus Musical Teater og afholder 3 fede danseworkshops med fokus på jazz- og balletteknik.
LISE NEES - SANGERINDE OG SANGPÆDAGOG
Masterclass: Sangteknik og formidling
Er afholdt i sæson 23/24
Med mere en 30 års erfaring inden for musicalsang er Lise en af landets førende sangpædagoger på området. Hun er uddannet klassisk sanger og har spillet hovedroller i blandt andet Les Miserables og The Sound of Music på de københavnske storscener.
Lise kommer til Aarhus Musical Teater og laver en spændende sangmasterclass for Performanceholdet 23/24!
SØREN TORPEGAARD LUND - MUSICALPERFORMER
Masterclass: Auditonmasterclass
Er afholdt i sæson 23/24
Søren blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia i 2019. Siden da har han stået i hovedroller på flere af landets største scener - senest som Tony i West Side Story i Operaen. I 2023 deltog Søren i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret “Lige her”, og til efteråret skal han på turné i hele Danmark med musicalen Jersey Boys.
I efteråret 2023 kommer Søren ligeledes til Aarhus Musical Teater og laver en spændende audition-masterclass for Performanceholdet.
YASMIN BEN-KISOS - DRAMATURG OG UNDERVISER
Workshop: Improvisation
Afholdt i sæson 23/24
Yasmin er uddannet fra Dramaturgi ved Aarhus Universitet og har stor erfaring med undervisning og teaterformidling. Derudover har hun haft en improteatergruppe, optrådt med improteater i flere forskellige sammenhænge, undervist for Aarhus Teater Læring, instrueret og meget mere.
Yasmin kommer i efteråret 23 forbi Aarhus Musical Teater og laver en impro-workshop for Performanceholdet. Det bliver udfordrende, lærerigt og ikke mindst virkelig sjovt!
JACOB MADSEN KVOLS - SKUESPILLER OG UNDERVISER
Workshop: Drama
Afholdt i sæson 22/23
Siden han i 2007 blev færdiguddannet fra Skuespilleruddannelsen i Aarhus, har Jacob været tilknyttet Aarhus Teaters ensemble, hvori han har medvirket i et utal af forestillinger. Af musicalroller kan blandt andet nævnes Bernardo i West Side Story, Alexander Molokov i Chess, Pilatus i Jesus Christ Superstar, Thomas Newton i Lazarus og Frank´N´Furter i Rocky Horror Show, hvortil han fik en Reumert-nominering for bedste mandlige hovedrolle. Jacob er også en erfaren underviser, og pt er han tilkoblet den Danske Scenekunstskole i Aarhus som studielektor i drama.
Beskrivelse af workshoppen:
Med den erfarne Jacob Kvols får du lov til virkelig at prøve dig selv af dramatisk, både på gulv og ved at observere andre på gulv. Med forskellige dramaøvelser vil du blive introduceret til Jacobs tilgang til teaterfaget - vi lover en spændende og lærerig aften.
DIDDE-MIE LYKKE FROM - PROFESSIONEL DANSER, KOREOGRAF og CREATIVE DIRECTOR
Workshop: Stage-koreografi
Afholdt i sæson 22/23
Didde-mie er en af Danmarks bedste dansere og har danset for verdensstjerner som Robbie Williams, Rita Ora, PINK, Little Mix og Kylie Minogue. Og lige nu er hun på verdensturné med Dua Lipa - som en af hendes faste dansere. Derudover har Didde bl.a. koreograferet for danske stjerner som fx. Tessa.
Beskrivelse af workshoppen:
Didde kommer til Aarhus Musical Teater og laver en fed workshop i stage-koreografi, hvor vi godt tør garantere at du bliver udfordret og får en masse sved på panden. Måske får du endda lov til at danse nogle moves fra Tessas eller Dua Lipas shows. Det bliver sazzy, sexet og mega lækkert.
JACOB PHILIP ANDERSEN - KOREOGRAF / MUSICALPERFORMER
Workshop: Jazz- og balletteknik
Afholdt i sæson 22/23
Jacob er uddannet musicalperformer fra Den Danske Scenekunstskole i 2013 og har medvirket i flere store musicals på både Aarhus Teater og Fredericia Teater. I 2017 fik Jacob sin debut som koreograf på Palsgaard Sommerspil og har siden da koreograferet et væld af musicals i Jylland. Jacob lægger vægt på at undervise med masser af glæde, humor og grin samt at holde fokus på teknik og hjælpe folk til at blive stærkere og bedre dansere.
Jacobs beskrivelse af workshoppen:
Til denne workshop vil vi have fokus på grundlæggende teknik indenfor jazz og ballet. Vi vil lave en omfattende opvarmning, masser af tekniske øvelser, øvelser over gulv og meget mere.
LONE BALTZER - SANGER OG SANGCOACH
Masterclass: Sangteknik
Afholdt i sæson 22/23
Lone er uddannet sanger fra Complete Vocal Institute. Hun har medvirket i en lang række musicals og har de seneste 20 år arbejdet som vocalcoach på diverse musicalproduktioner landet over. Derudover underviser hun til dagligt i musical og sang på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.
Beskrivelse af masterclass:
Lone kommer til Aarhus Musical Teater og laver en spændende masterclass i sangteknik! Masterclassen kommer dels til at indeholde en teknisk gennemgang samt mulighed for at komme på gulv og få instruktioner.
KIM ACE NIELSEN - KOREOGRAF & MUSICALPERFORMER
Workshop: Show, Udtryk og Performance
Afholdt i sæson 21/22
Kim arbejder som musicalperformer og koreograf og har medvirket i og koreograferet en lang række musicals på diverse store scener rundt om i landet. Han er uddannet musicalperformer fra musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole og kendes nok allerbedst for sin præstation som titelrollen i Disneys musical Tarzan på Fredericia Teater. Derudover har han blandt andet medvirket i forestillinger som The Book of Mormon, Spamalot, Chicago, Shubidua The Musical, Dirty Dancing og Aladdin. Som koreograf har Kim ligeledes et langt CV med forestillinger som blandt andet tæller Seebach The Musical og Urinetown på Fredericia Teater samt Atlantis i Tivolis Koncertsal. I sæson 21/22 medbringer Kim både sin dansetekniske kunnen og sin store erfaring som performer til Aarhus Musical Teater, hvor han skal afholde workshoppen Show, Udtryk og Performance.
Kims beskrivelse af workshoppen:
På denne workshop vil I lære en koreografi, hvortil vi sammen dykker ned i trinene samt det performative omkring dansen. Koreografien vil tage udgangspunkt i showdance, og vi skal på workshoppen arbejde med, hvordan man kan dyrke og bruge sit udtryk, når man danser. Vi har på denne workshop fokus på performance, samt hvordan man bedst muligt forbedrer sig i at komme ud over scenekanten med dansen.
TEIT SAMSØ - SKUESPILLER/ SANGER
Workshop: Drama/improvisationsøvelser - og en kæmpe ja-hat!
Afholdt i sæson 21/22
Teit har arbejdet som skuespiller siden 2009, hvor han blev uddannet på den danske scenekunstskole i Fredericia. Han har medvirket i et utal af forestillinger, såsom Les Miserables, Saturday Night Fever, Bent Fabricius Bjerre teaterkoncert Jukebox, og ikke mindst Aladdin. Inden hans fastansættelse som skuespiller på Fredericia teater var han desforuden også sanger i 3 år i Cirkusbygningens Wallmans show. I sit virke på Fredericia teater er han mest kendt for hovedrollen som "Tommy" i Seebach The Musical og gorilla-alfahannen "Kerchak" i musicalen Tarzan. I 2019 deltog han i det danske Melodi Grand Prix med sangen Step it up, og det var starten på arbejdet som musikalsk konceptudvikler. Han står blandt andet bag Seebach bandet Under Stjernerne, Tegnefilmkoncert, og TEIT BAND m.m. Teit tager al sin erfaring som showman med sig til Aarhus Musical Teater, hvor han skal afholde workshoppen Drama/improvisationsøvelser - og en kæmpe ja-hat!
Teits beskrivelse af workshoppen:
Denne workshop handler om improvisation og samspil. Vi skal lave improvisationsøvelser, som er lette at gå til. Vi skal følge vores fantasi og åbne op for kreativiteten i et trygt rum, hvor det at fejle er en by i Rusland. Det bliver SJOVT!
JENS FRAUSING - INSTRUKTØR OG SCENOGRAF
Foredrag: Fra Showboat til Hamilton
Afholdt i sæson 21/22
Jens' beskrivelse af foredraget:
De musicals, vi idag kender og holder så meget af, står alle på skuldrene af en lang række store klassiske musicals. De har alle haft indflydelse på den form, vi i dag forbinder med musicalgenren. Vi skal i foredraget dykke ned i denne kæmpe skat af skelsættende musicals, der har bidraget til nyere musicalgenrer.
Jeg instruerer lige gerne gamle klassikere som moderne og nykomponerede musicals, og i begge lejre er forståelsen for grenene en vigtig del af mit arbejde. Det er det også for de udøvende performere, der skal fortolke rollerne i de forskellige musicals. Derfor er det essentielt at vide og blive klogere på, hvad der er sket mellem Show Boat og Hamilton.
THOR VESTERGAARD - MUSICALPERFORMER
Masterclass: Præsentation
Afholdt i sæson 21/22
Thor dimitterede fra musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole i 2021. Lige nu er han aktuel i hovedrollen Mick i Lion Entertainments produktion af Shu·bi·dua - The Musical. Hans professionelle debut var som grisen Swein i Fredericia Musical Teaters opsætning af musicalen De Tre Små Grise. Derudover har Thor efterhånden mange forestillinger i bagagen. I en lang årrække, inden Thor tog en uddannelse i musical, spillede han bærende roller på diverse frivillige amatørscener i forestillinger som Hairspray, Atlantis, Midt om Natten og Annie. Han har som udøvende musicalperformer stort kendskab til det at gå til auditions og præsentere sig selv og sine kompetencer for andre, og denne knowhow vil han videregive i masterclassen Præsentation.
Thors beskrivelse af masterclassen:
I denne masterclass dykker vi ned i 'det at gå til audition'. Det med audition kan nogle gange føles som en hel videnskab i sig selv. Hvordan laver man en god audition? Det er det spørgsmål, vi kommer til at arbejde med. Hvad skal jeg gøre i auditionrummet? Hvad skal jeg synge? Hvordan giver jeg mig selv de bedste forudsætninger? Hvad gør jeg gøre, hvis jeg bliver nervøs? Gennem anekdoter, forklaringer, øvelser og demonstrationer får I til denne masterclass nogle tips og tricks, som vil kunne ruste jer bedre til jeres fremtidige auditions og præsentationer!
JENS FRAUSING - INSTRUKTØR/ SCENOGRAF
Masterclass: Sangfortolkning/ Acting Songs
Afholdt i sæson 21/22
Jens har over 20 års erfaring i musicalbranchen, og gennem årene har han instrueret et utal af forestillinger, der bl.a. tæller ”Atlantis”, ”The Sound of Music”, ”HAIR”, ”Skatteøen”, ”Jesus Christ Superstar”, ”Tick, Tick Boom”, ”AIDA”, ”Les Misérables”, ”Miss Saigon”, ”Chess” ”Hairspray”, ”EVITA” med arbejdspladser som Fredericia Teater, MCH Musical, Vejle Musikteater og Palsgaard Sommerspil. Som scenograf er Jens ligeledes en særdeles erfaren herre, og han har scenograferet en lang række musicals, herunder blandt andet den Reumert-nominerede musical ”AVENUE Q” samt Disneys ”Aladdin” og ”Den lille Havfrue” på Fredericia Teater. Jens er i sit arbejde som instruktør optaget af, hvordan han på en musicalproduktion kan bistå sangerne i deres proces samtidig med at få det til at smelte sammen med de tanker og visioner, han som instruktør har for den konkrete sang i forestillingens perspektiv. I sæson 21/22 vil Jens afholde masterclassen Sangfortolkning/ Acting Songs
Jens’ beskrivelse af masterclassen:
Når man medvirker i en musical, bliver man konstant bedt om at fortolke det, man synger, for sangen er ofte bundet op på den karakter, man spiller, og er med til at bringe musicalens historie videre. Ligegyldigt om det drejer sig om en stor solosang eller et ensemblenummer, hvor man synger en stemme, så skal den fortolkes. På masterclassen vil I tilegne jer teoretisk viden samt overvære på en masterclass, hvordan man konkret kan arbejde med en sang i forhold til dens kontekst. Vi skal snakke teknikker, der kan hjælpe ens evne til at fortolke solosange og duetter både i arbejdet med koncerter samt rollearbejdet i en musicalopsætning, og hertil dykker vi blandt andet ned i den amerikanske musiker og underviser David Brunettis grundprincipper fra hans teori ”Acting Songs”
JACOB PHILIP ANDERSEN - KOREOGRAF / MUSICALPERFORMER
Workshop: Burlesque
Afholdt i sæson 21/22
Jacob er uddannet musicalperformer fra Den Danske Scenekunstskole i 2013 og har medvirket i flere musicals, der blandt andet tæller “My Fair Lady” og “La Cage Aux Folles” på Aarhus Teater, samt “Young Frankenstein” og Disney’s “Den Lille Havfrue” på Fredericia Teater. I 2017 fik Jacob sin debut som koreograf på musicalen “Annie” på Palsgaard Sommerspil og har siden da koreograferet musicals som “Hairspray”, “My Fair Lady”, “Rent”, “Sommer i Tyrol” og “9TO5”. Når han ikke laver musicals, underviser Jacob i dans i Horsens, og af og til tager han også et smut forbi musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole som gæsteunderviser. Jacob lægger vægt på at undervise med masser af glæde, humor og grin samt at holde fokus på teknik og hjælpe folk til at blive stærkere og bedre dansere. I sæson 21/22 er vi hos Aarhus Musical Teater så heldige, at Jacob skal afholde to skønne danseworkshops!
Jacobs beskrivelse af workshoppen:
I denne workshop vil vi have fokus på udtryk og performance, når I lærer en koreografi med udgangspunkt i burlesque. Vi skal grine, have det sjovt og afprøve grænser i et trygt arbejdsrum, hvor vi hepper på hinanden og danser hinanden gode. Vi vil på workshoppen både dyrke teknik og lange linjer i dansen samtidig med, at vi dykker ned i karakterarbejdet og formidlingen omkring en burlesque koreografi.
Aarhus Musical Teater
Vester Allé 8
8000 Aarhus C
Email:
kontakt@aarhusmusicalteater.dk
CVR nr.: 42249785
Vi bruger cookies til at personalisere din brugeroplevelse og til markedsføring. Læs mere her.