PERFORMANCEHOLDET - FOR DIG, DER ER MINIMUM 16 ÅR


Vi ser dig!

 

 

 


Performanceholdet er et talenthold for dig, der har lyst til at udvikle dine evner inden for dans, sang og drama samt dygtiggøre dig i musicalgenrens forskellige facetter. Her får du mulighed for at dyrke din interesse og dit talent inden for diverse grene af musicalgenren. Performanceholdet er både et tilbud til dig, der drømmer om en professionel karriere inden for musicals, dig, der ønsker at blive en dygtig amatør-performer og dig, der bare gerne vil dygtiggøre dig i drama, dans og sang, prøve grænser af eller lære dig selv bedre at kende som performer og som menneske. Med dette hold har du mulighed for at indgå i et ambitiøst talentudviklingsprogram samtidig med, at du har tid til at passe din skole, studie, arbejde eller andet. 

 

UNDERVISNINGENS INDHOLD
På Performanceholdet vil du modtage ugentlig undervisning i musicalgenrens tre hoveddiscipliner, drama, dans og sang. Disse vil løbende fusioneres i undervisningen, så du opnår en større forståelse for musicalgenren og bliver trænet i musicalperformance som én samlet pakke. 


DRAMA
I dramafaget bliver du præsenteret for en række forskellige skuespilteknikker. Vi bestræber os på at give dig en bred forståelse for det at spille skuespil og samtidig sikre, at du får nogle konkrete værktøjer, teknikker og greb, der udvikler dit dramatiske talent. Du vil i undervisningen både få læring i grene som karakterarbejde, replikføring, rytme, kropslig forståelse, tilstedeværelse, udstråling og stage fight. Herudover vil du også blive præsenteret for grundlæggende teaterteori- og historie som supplement til den praktiske undervisning, da dette giver dig en bedre forståelse for de teknikker, vi løbende arbejder med. I drama tager vi udgangspunkt i dig som individ og lige netop det “instrument”, du kommer med, bliver derfor rammesættende for undervisningen. Du og dit jeg er i fokus lige midt i fællesskabet!

Overordnede fagområder for drama: 
Dramatik, fysisk teater, improvisation, teaterhistorie og teaterteori.




DANS OG BEVÆGELSE
I danseundervisningen arbejder vi med en blanding af teknik, koreografi og fysisk forståelse. Du vil blive præsenteret for forskellige dansestilarter, hvor vi går i dybden med trin og teknik, du vil skulle lære forskellige koreografier, og du vil selv skulle prøve kræfter med at udforme koreografier. I forlængelse heraf går vi i dybden med forskellige musicals og musicalnumre og studerer dansen og stilarterne i disse. Som danser er det vigtigt at tilegne sig kropslig bevidsthed, træne sin smidighed samt opbygge og vedligeholde sin styrke og kondition. Vi har derfor stort fokus på hvordan, man gennem disse elementer forbedrer sig som danser, øger sit fysiske nærvær og opdyrker sine kompetencer både som individuel danser og som danser i samspil med andre. 

Overordnede fagområder for dans: 
Urbane dansestile, musical dans, contemporary, yoga, floorwork, smidighedstræning, styrketræning og kropslig bevidsthed.


SANG
På Performanceholdet arbejdes der med en holistisk tilgang til det at synge. Stemme, krop og sind er alle uløselige elementer, der tilsammen udgør det fundament, som gør dig til en dygtig sanger. I sangundervisningen tages der både udgangspunkt i dig som individ og holdet som fælles organisme. Du vil blandt andet få læring i korisk ensemblesang, hvor du trænes i at bruge din stemme i samspil med andre. Til korundervisningen synges og fortolkes sange med udgangspunkt i forskellige stilarter - herunder i særlig grad musicalgenren. Du vil på Performanceholdet derudover modtage undervisning i solosang, hvor du i løbet af året vil møde flere forskellige sangteknikker. Til solosang vil du samtidig have muligheden for at dykke ned i lige netop de områder, du gerne vil dygtiggøre dig i samt få vejledning i, hvordan du bruger din stemme mest hensigtsmæssigt. 

Overordnede fagområder for sang: 
Kor/ensemblesang, solosang og stemmetræning.



WORKSHOPS/MASTERCLASSES
På Performanceholdet vil du modtage kvalificeret undervisning af holdets faste underviserteam. Hver sæson vil du derudover få muligheden for at deltage i workshops/masterclasses med minimum fire etablerede og anerkendte branchefolk udefra. Workshopsholderne vil variere fra år til år, men det kreative indhold kan fx være ballet, jazzdance, skuespilteknikker, sang eller auditionforberedelse.

Workshopholderne for den kommende sæson vil løbende blive offentliggjort på Aarhus Musical Teaters facebookside samt her på hjemmesiden. 

Klik her for at se og læse om de forskellige workshops/masterclasses på Performanceholdet.

 

HYTTETUR
I november tager vi på hyttetur en hel weekend, hvor I vil modtage intensiv undervisning af vores faste underviserteam. Derudover vil vi have tid til at hygge og lære hinanden endnu bedre at kende.
OBS: Der ligger en egenbetaling på 300 DKK for at deltage i hytteturen. 


 

SOCIALE ARRANGEMENTER
Underviserne vil løbende sørge for at facilitere en række sociale arrangementer, der sikrer, at I som hold bliver bedst muligt sammentømret. Dette kan fx være arrangementer som en guidet rundvisning i Den Gamle By, teaterture osv.



AFSLUTTENDE SHOWCASE
Udover undervisning og workshops vil du på Performanceholdet også få muligheden for at stå på en scene og vise noget af det, du har lært på holdet gennem året. Vi afslutter derfor sæsonen med en showcase i foråret, hvor vi samler nogle af de ting, vi har arbejdet med.

Når du går på Performanceholdet er det obligatorisk at indgå i både undervisning og showcase. Det er derfor en forudsætning, at du kan være til alle undervisningsgange (vær opmærksom på, at der i fra marts er undervisning både mandage og torsdage).
 

OPTAGELSESPRØVE
For at blive optaget på Performanceholdet, skal du til en optagelsesprøve.

 

Klik her for at læse mere om optagelsesprøven



Facebook icon - Free download on Iconfinder                 Download Insta Icon - Instagram PNG Image with No Background - PNGkey.com